59 lines
5.7 KiB
Plaintext
59 lines
5.7 KiB
Plaintext
\id NAM
|
|
\h NAHUM
|
|
\toc1 NAHUM
|
|
\toc2 NAHUM
|
|
\toc3 NAHUM
|
|
\mt1 NAHUM
|
|
\c 1
|
|
\p
|
|
\v 1 Et udsagn om Nineve. En bog om Elkosjitten Nahums Syn.
|
|
\v 2 En nidkær Gud, en Hævner er HERREN, en Hævner er HERREN og fuld af Vrede, en Hævner er HERREN mod Uvenner, han gemmer på Vrede mod Fjender.
|
|
\v 3 HERREN er langmodig, hans Kraft er stor, HERREN lader intet ustraffet. I Uvejr og Storm er hans Vej, Skyer er hans Fødders Støv.
|
|
\v 4 Han truer og udtørrer Havet, gør alle Strømme tørre; Basan og Karmel vansmægter, Libanons Skud visner hen.
|
|
\v 5 Bjergene skælver for ham, Højene står og svajer; Jorden krummer sig for ham, Jorderig og alle, som bor der.
|
|
\v 6 Hvem kan stå for hans Vrede, hvo holder Stand mod hans Harmglød? Hans Harme strømmer som Ild, og Fjeldene styrter for ham.
|
|
\v 7 HERREN er god, et Værn på Trængselens Dag; han kender dem, som lider på ham,
|
|
\v 8 og fører dem gennem Skybrud. Sine Avindsmænd gør han til intet, støder Fjenderne ud i Mørke.
|
|
\v 9 Hvad pønser I på mod HERREN? Han tilintetgør i Bund og Grund; ej kommer der to Gange Nød.
|
|
\v 10 Er de end som sammenflettet Tjørn og gennemdrukne af Vin, skal de dog fortæres som fuldført Strå.
|
|
\v 11 Fra dig er der en draget ud med ondt i Sinde mod Herren, med Niddingeråd.
|
|
\v 12 Så siger HERREN: Er de* end fuldtallige og aldrig så mange, skal de dog omhugges og forsvinde. Har jeg end ydmyget dig, gør jeg det ikke mere. { [*dvs. Judas Fjender.] }
|
|
\v 13 Nu sønderbryder jeg det Åg, han lagde på dig, og sprænger dine Bånd.
|
|
\v 14 Om dig lyder HERRENS Bud: Dit Navn skal ikke ihukommes mere. Af din Guds Hus udrydder jeg det skårne og støbte Billede, og jeg skænder din Grav*. { [*V. 10-14 er Teksten uklar.] }
|
|
\c 2
|
|
\p
|
|
\v 1 Se, Glædesbudet, som kundgør Fred, skrider frem over bjergene. Fejr dine Fester, Juda, indfri dine Løfter! Thi aldrig skal Niddingen mer drage gennem dig; han er udryddet helt og holdent.
|
|
\v 2 Hærgeren drager imod dig, hold Vagt med Omhu, hold Udkig, omgjord din Lænd, saml al din Kraft!
|
|
\v 3 Thi HERREN genrejser Jakobs og Israels Højhed; dem har jo Hærværksmænd hærget og ødt deres Ranker.
|
|
\v 4 Hans Heltes Skjolde er røde, hans Stridsmænd skarlagenklædt, hans Vogne funkler af Stål, den Dag han ruster og Spydene svinges.
|
|
\v 5 Igennem Gaderne raser Vognene frem, hen over Torvene farer de i susende Fart; de ser ud som Fakler, farer frem og tilbage som Lyn.
|
|
\v 6 Hans Helte kaldes frem, de snubler i Farten, de styrter frem imod Muren, Skjoldtaget er rejst.
|
|
\v 7 Flodportene bliver åbnet, Kongsgården vakler.
|
|
\v 8 Herskerinden føres bort i Landflygtighed med sine Terner; de sukker som kurrende Duer, slår sig for Brystet.
|
|
\v 9 Nineve er som en Dam, hvis Vand flyder bort. “Stands dog, stands dog!” råbes der, men ingen vender om.
|
|
\v 10 Ran Sølv, ran Guld! Der er Liggendefæ uden Ende, alskens kostbare Ting i store Måder.
|
|
\v 11 Tomt og tømt og udtømt, ængstede Hjerter, rystende Knæ og Skælven i alle Lænder! Og alle Ansigter blegner.
|
|
\v 12 Hvor er nu Løvernes Bo, Ungløvernes Hule, hvor Løven trak sig tilbage, hvor Ungløven ej kunde skræmmes?
|
|
\v 13 Den røved til Ungernes Tarv og myrded til Løvinderne, fyldte sine Hier med Bytte, sit Bo med Rov.
|
|
\v 14 Se, jeg kommer over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE, dit Lejrsted lader jeg gå op i Røg. Dine Ungløver skal Sværdet fortære; jeg rydder din Røverfærd bort fra Jorden. Dine Sendebuds Røst skal aldrig høres mer.
|
|
\c 3
|
|
\p
|
|
\v 1 Ve Byen, der drypper af Blod, hvor der kun tales Løgn, så fuld af Ran, med Rov uden Ende!
|
|
\v 2 Hør Smæld og raslende Vogne, jagende Heste,
|
|
\v 3 Stridsvognenes vilde Dans og stejlende Heste! Sværdblink og lynende Spyd, faldne i Mængde, Masser af døde, endeløse Dynger af Lig, man snubler over Lig!
|
|
\v 4 For Skøgens vidt drevne Utugt, den fagre, udlært i Trolddom, som besnærede Folk ved Utugt, Stammer ved Trolddom,
|
|
\v 5 kommer jeg over dig, lyder det fra Hærskarers HERRE; dit Slæb slår jeg op i Ansigtet på dig, lader Folkeslag se din Blusel, Riger din Skam,
|
|
\v 6 dænger dig til med Skarn og vanærer dig, ja, sætter dig i Gabestok.
|
|
\v 7 Enhver, som får dig at se, skal fly fra dig og sige: “Nineve er ødelagt, hvem vil ynke det, hvor skal jeg hente en til at give det Trøst?”
|
|
\v 8 Mon du er bedre end No-Amon*, der lå ved Strømme, omgivet af Vand som Bolværk, med Vand til Mur? { [*dvs. Teben.] }
|
|
\v 9 Dets Styrke var Ætiopere og Ægyptere uden Tal; Put og Libyer kom det til Hjælp.
|
|
\v 10 Dog førtes det bort, i Fangenskab måtte det vandre, på alle Gadehjørner knustes også dets spæde; og om dets ædle kastedes Lod, alle dets Stormænd lagdes i Lænker.
|
|
\v 11 Også du skal drikke og synke i Afmagt, også du skal søge i Ly for Fjenden.
|
|
\v 12 Alle dine Fæstninger er Figener og tidligmoden Frugt; når de rystes, falder de den spisende i Munden.
|
|
\v 13 Se, Folket i dig er som Kvinder, vidåbne for Fjenden er Portene ind til dit Land, Ild fortæred dine Slåer.
|
|
\v 14 Øs Vand til Brug, når du omringes, styrk dine Fæstninger, træd Dynd, stamp Ler, tag fat på Teglstensformen.
|
|
\v 15 Ild skal fortære dig på Stedet. Sværd udrydde dig, fortære dig som Springere. Er du end talrig som Springere, talrig som Græshopper,
|
|
\v 16 er end dine Købmænd flere end Himlens Stjerner - Græshoppen kaster sin Vingeskal og flyver!
|
|
\v 17 Dine Fogeder er som Græshopper, dine Tipsarer* som Græshoppesværme; de lejrer sig i Hegn, når Dagen er sval; men når Solen står op, er de borte, man ved ej hvor. { [*se til Jer. 51, 27.] }
|
|
\v 18 Hvor sov dine Hyrder fast, du Assurs Konge! Dine Helte blunded; dit Folk er spredt på Bjergene, ingen samler dem.
|
|
\v 19 Ulægeligt er dit Brud, dit Sår er til Døden. Alle, som hører om dig, klapper i Hånd; thi hvem fik ikke din Ondskab stadig at føle? |